|
Som det ses på billedet, var det en alvorlig begivenhed at blive
fotograferet. Fra venstre
er det: Mary, Agner, Elna, Jørgen og Svend
Svend og Mary Drev gården "Vistoftegård" beliggende mellem Yding Skovhøj og
Ejer Baunehøj.
Vistoftegård ca. 1950
Det formodes at gården har været selvejer ejendom langt tilbage i tiden. Den er
nyopført i 1850 på grund af brand. Gården blev i den forbindelse flyttet ca. 500 m til
dens nuværende beliggenhed. Gården var oprindelig på ca. 60ha (Både skov +
ager).
|
Ejerliste.
1850 Søren Jakobsen
1860 Henrik Jakobsen (Søn)
1874 Poul Jensen
1920 Niels Juel Jensen (Søn)
1936 A.S. Lybeck
1937 Gården udstykket
1938 Holger Mikkelsen
1939 Anton Thomsen
1963 Svend Aage Thomsen (søn)
1991 Jesper Simonsen
|
|
Til gården knytter der sig en skillingsvise, da en af døtrene i fordums
tid druknede sig i en tilhørende mergelgrav på grund af kærstesorg.
|
Skanderborgvisen
Paa Gaarden nær ved Skanderborg
i Bondebyen er der Sorg,
den unge smukke Datter her,
man ikke mer´ paa Gaarden ser.
Og hendes Fader Sorgfuld gaar
med Graad paa kind og graanet Haar,
hans Datters Smil paa Rosenkind
opmuntrer ikke mer´ hans sind.
Hun havde kaaret sig en Ven,
som Til Amerika drog hen,
thi Faderen ham ynded ej,
og derfor rejste han sin Vej.
Dog deres unge Hjerter var
adskilt, endskønt de stille bar,
Skilsmissens lange, tunge Aar,
tit kom der der Brevpost til den Gaard.
Hver Gang den fjerne Brudgom skrev,
fik Pigen hemmeligt sit Brev,
saa var hun lykkelig igen
og svarede sin Hjertens Ven.
Om Fremtidsdrømme skrev de glad,
Om Danmarks Skov og Bøgens Blad,
thi Ungdoms Haab og grønne Vaar
om Hjerteglæde altid spaar.
Der gik en Tid, saa kom der Brev,
dog læste hun ej, hvad han skrev,
den strenge Fader Brevet fik,
og Vreden mørknede hans Blik.
Til Datteren han traadte hen
og sagde: "Her kom Brev igen
fra ham du ved, du ser det her,
jeg lider ej, du har ham kær".
Saa brændte han de dyre Ord,
en Gysen gennem Pigen for,
da Brevets sidste Rest forsvandt,
og Taaren skjult paa Kinden randt.
Hun tav dog stille, Julens Fest
gik frem, og mangen venlig Gæst
til Gaarden kom, og Tiden gik
som det ved Juletid er Skik.
Paa Pigen mærkede man ej,
at Tanken var paa Sorgens Vej.
Stilfærdig venlig med hun sang,
naar Julekvadet kom i gang.
Saa drog de fremmede af Sted,
da Jul var endt, og hun gik med
helt ud til Gaardens Grænseskel,
og bød endnu til sidst Farvel.
Paa Gaarden blev der nu saa tyst
mens Maanen drev fra Kyst til Kyst,
men næste Dag ved Morgenbrud
kom pigen ej fra Kammeret ud.
Den lille Stue var saa tom,
ej mere glad fra den hun kom,
men paa Kommoden laa hvert Brev,
som Kæresten til hende skrev.
Og tæt ved Siden af der laa
en Seddel, og da man den saa,
saa stod der: Søge i, da led
i Mergelgraven tæt derved.
Saa søgte de og fandt den Mø,
saa ung af sorg hun maatte dø,
hun kunde ikke faa sin Ven,
derfor gik hun i Døden hen.
Det milde Aasyn lo end ømt,
som havde hun om Vennen drømt,
han venter, venter paa sin Brud,
men møder hende først hos Gud.
Paa Gaarden nær ved Skanderborg
i Bondebyen er der Sorg,
den unge, smukke Datter her,
man ikke mer´ paa Gaarden ser. |
|
Vistoftegård |
|
